Stærk og lærerig beretning fra en mor
Jeg var forbi en af de bloggere som jeg følger på nettet. Jeg stødte ind i denne fantastiske fortælling som jeg synes i skal læse.
Veronika har sitet http://udfordret.dk/ hvor hun bl.a blogger om dagligdagen når man har børn som er udfordret.
Rigtig god fornøjelse
- Brian
Lykke og dykkerbriller
Jeg havde en smuk samtale om livet sammen med en god ven i dag. Han spurgte mig om jeg var lykkelig. Han spurgte mig hvad jeg drømmer om. Mit svar blev, at det ved jeg ikke, for det har jeg glemt. Jeg forklarede for ham, at mit liv stoppede brat for nogle år siden.
Lidt som når man i sin ungdom oplevede at ”armen” på pladespilleren lige pludselig gik amok og lavede en ridse over hele pladen – og bagefter kørte pickuppen bare rundt og rundt i samme rille, imens man hørte den samme del af sangen. Som om den gik i stå og ikke kunne komme videre.
Livets pladeafspiller gik i stå hos mig for en del år siden Lige pludselig og uden at jeg nåede at forstå hvad der skete druknede mine drømme og min livsglæde i udredelser på børnepsykiatriske afdelinger, opkald fra skolen, samtaler med socialrådgiver og kommunale møder.
Smerten over at begge mine børn var i mistrivsel, var det, der var sværest at håndtere.
Mine to smukke børn….
Sjovt nok. Af alle spørgsmål jeg har svaret på i dette kaos, er der aldrig nogen der har spurgt, hvad jeg som mor føler, når jeg ser hvor hårdt mine børn kæmper for at passe ind…..
Smerten er nemlig så stor, at jeg indimellem ikke kan rumme det i min krop.
Jeg prøvede at forstå, og lære at stole på, at de mennesker, der var ind over mine børns ADHD, vidste hvad de havde gang i. Nogle gange var der styr på det. Men ak så mange gange, hvor de ikke havde forstand på det.
Hvordan blev det sådan her? Det var jo ikke planen. Vel?
Der sad man og drak kaffe i mødregruppen og syntes at det største problem var, at ens lille barn måske ikke sov igennem.
Hvis jeg dengang havde vidst hvad jeg ved nu…… Men det var inden mit og mine børns liv blev lavet om til en daglig kamp.
En kamp for at forstå hvad der egentlig foregik. En kamp for at forstå hvorfor netop MINE to smukke børn skulle blive ”dem der også fik en ADHD-diagnose”. En kamp og en desperat længsel, for at forstå denne komplekse diagnose og dens udfordringer. En kamp for at få hverdagen til at hænge sammen. En kamp for at bruge al sin tid på at støtte og øse ud af sin kærlighed til sine børn. – Også de dage, hvor man bare selv havde lyst til at bare lægge sig ned og græde af træthed og smerte. Hvis jeg dengang havde vidst hvad jeg ved nu, så vil jeg have vidst… at det tager på kræfterne, når der gang på gang bliver gravet i mit privatliv af kommune og skole. at jeg gang på gang skal affinde mig med at der bliver sat spørgsmålstegn ved hvordan jeg er som forælder.
Hvis jeg dengang havde vidst hvad jeg ved nu, så havde jeg sat foden ned for længe siden. Så havde jeg sat ord på, at der faktisk sker noget inden i mig, hver gang der skal holdes netværksmøder, og at det – som blot er et rutinespørgsmål for en sagsbehandler og skole – faktisk er enormt grænseoverskridende og krænkende for den der skal svare på alle disse spørgsmål.
Havde jeg dengang vidst, hvad jeg ved nu…. Så havde jeg sagt nej til hjembesøg af en kommune. For lige pludseligt dér mister man sin identitet og det bliver til en vane at opleve og acceptere en grænseoverskridende adfærd fra andre. Fordi man er desperat! Man vil bare så gerne have at ens børn skal have det godt og være lykkelige!
Jeg ved godt, at alt dette skal til for at kunne hjælpe os. Men åh! Jeg har sådan et ønske om, at det kunne gøres på en anden måde!
For det, som kommune og skole mange gange mener er en hjælp, virker modsat inde, i den der skal møllen igennem. For mig har det været og er angstprovokerende.
Forestil dig – ja dig som er forældre til et barn uden vanskeligheder, du er måske en af de dér forældre, som aldrig hører fra skolen, fordi der ikke er noget at fortælle. Dit barn trives og er glad i skolen! Du møder trofast op til to årlige skole-hjem-samtaler hvor du får besked på at alt kører som det skal. Du er måske en af de forældre, som ikke oplever direkte krænkende adfærd fra andre forældre, bare fordi netop DIT barn er som det er.
Forestil dig, at du et par gange om måneden skulle åbne dit hjem op og lade kommunen kikke dine skuffer igennem.
Forestil dig, at du et par gange om måneden skal sidde til møde på din kommune og blive gransket om spurgt om ”hvordan går det egentlig derhjemme”.
Jeg kan fortælle dig, at det er IKKE en rar følelse. Man føler sig konstant overvåget.
Og alt dette fordi at mine børn har fået stillet diagnosen ADHD. Og alt dette fordi at mine børn ikke KAN rumme hverdagen som os andre. Og alt dette fordi at mine børn ikke trives i den skole der er skabt ”til alle”. Og alt dette fordi at mine børn ser verden igennem briller som er meget anderledes i forhold til dem vi andre går rundt med.
Kan I huske scenen i filmen Notting Hill? – dér hvor Hugh Grant ikke kan finde sine briller og til sidst ender i biografen med roommaten Spikes dykkerbriller på, som har styrke i glasset. Han kan se filmen, men han gør det bare på en lidt anderledes måde end resten af dem der sidder i salen. Dét er mine to drenge! De lever deres liv med dykkerbriller på med styrke i!
Så hvad er lykke? Jeg gik rundt resten af dagen og spekulerede på det. Og lige pludselig havde jeg svaret på, hvad der er lykke er for mig. Jeg føler jo lykke!
Jeg føler lykke hver gang mine børn har en succes oplevelse. Jeg føler lykke hver gang mit mindste barns nye skole skriver eller ringer hjem, ”bare” for at fortælle at det går godt! Jeg føler lykke når jeg ser at min store søns folkeskole, endelig, ser ud til at prøve at virkelig forstå hvordan min smukke søn er skruet sammen. Jeg føler lykke når mit mindste barn på en søndag eftermiddag siger ”Yes Mor! Så er det mandag i morgen. Jeg savner min skole!” Jeg føler lykke når min store søn er begyndt at smile meget mere. At mange af hans tics ikke længere er der. Jeg føler lykke når mine børn møder voksne i deres dagligdag som faktisk kan SE hvor smukke og dejlige de er. Og ikke kun ser dem som et ”damp-barn”, hvor forældrene ikke har forstand på at være forældre. Jeg føler lykke når min store søn, har fundet en voksen udover os som forældre, som han føler tillid til. En der lytter og ser ham!
Så svaret på dit spørgsmål, min Ven, om jeg er lykkelig og hvad mine drømme er så bliver mit svar:
Ja jeg er lykkelig! Jeg er måske bare lykkelig over nogle andre ting, end det, andre ville definere som lykke.
Og mine drømme?? At se mine børn vokse op til lykkelige og stærke sjæle, og at de aldrig nogensinde skal være i tvivl om hvor meget jeg og deres far elsker dem og er stolte af dem!!! Præcis som de er! Vi bliver ved med at se livet igennem dykkerbriller med styrke i! Og det er netop dét der gør vores lille familie så unik.
